Kjære venner, her slutter min vei 

i en job som jeg langt fra er lei,

“But the Show must go on”!

(hvis jeg kan si det så’n)

når med dette, jeg takker for meg!!

Vi har elsket din smakk, smakk, smakk, smakk
og din jubel når svenskene sprakk.
Nå er den tid forbi
og vi kan bare si:
“Kjære Jon, 1000 HJERTELIG TAKK!”

Bestilles her

  • Hjem
  • Nettstedskart
  • Kontakt oss
  • RSS feed

En dans på roser…

….kan man ikke påstå at topidrætslivet er. Skader, manglende motivation og mange andre ting kan komme i vejen for den ideelle vej til at lykkes. Det er der mange, der har oplevet. Ikke alle kommer helskindet gennem det (karrieremæssigt), men enkelte klarer det "at gå så grueligt meget igennem" før man lykkes....igen....

Er man der hvor man ikke kan bunde

(af den ene - ja, måske - flere grunde)

viser Würtz det kan vende.

Han tog fat i en ende,

bad om hjælp - tudekiks? - ingenlunde!

 

Jeg skrev i sin tid også - på opfordring og oppmuntring - denne til en norsk langrennsstjerne og en trener som trengte «et lys i tunellen»

 

Hun er stor, hun som vinner et renn,

men jeg mener dog: Større er den

som sin motgangs til tross

velger fortsatt å sloss.

HUN vil reise seg STØRRE igjen!

 

Samme limerick er ved et par andre anledninger justert litt (Hun/Han) og sendt til andre som har slitt litt i en periode.